Trafikkaos i Indien – eller hvad ????

Skrevet af Karen Korsgaard

De første par dage i Indien oplevede jeg trafikken som kaotisk – og ubegribelig.
Jeg var skrækslagen – jeg følte, at de fleste kørte med ”hovedet under armen” og jeg anede ikke hvordan jeg skulle gebærde mig.

I Danmark er jeg jo opdraget til, at al bevægelse i trafikken sker via regler og love – skilte – lysregulerede kryds, fodgængerovergange, vigepligt o.s.v.
Men her i Indien er der ingen skilte, ingen forgængerovergange m.v. og vejene, gaderne er fyldte med biler, busser, taxier, tuk-tukker, knallerter, motorcykler, fodgængere, børn, unge, gamle , køer og hunde.
Jeg ser personer, der hænger ud af busser, knallerter, motorcyklister med 1-2-3- personer og det hele føles som et stort sansebombardement at lyde, dytten og båtten.

De første dage i Chennai stod vi ved fortovskanten og ventede på, at der skulle blive fri bane, så vi kunne forcere gaden - men i Indien bliver der aldrig fri bane – så når vi skulle over gaden blev det ofte på lykke og fromme, og det skete ofte, at når vi var kommet midt ud på gaden, så kunne vi blive grebet af panik og tænke – det her går galt – vi når aldrig over med livet i behold, og så er det jo først det kan gå galt, for så kommer vi til at reagere uforudsigeligt…
En dag forbarmede en politibetjent sig over os og stoppede trafikken så vi kunne komme over – vi stod som to hjælpeløse børn.

Næste dag da vi kørte i bus, sad jeg på forreste sæde og havde frit udsyn til trafikken, som for mig stadigvæk var et stort kaos.
Hvordan kan så mange trafikanter være på gaden på samme tid, uden det kommer til sammenstød ??
Hvad er hemmeligheden??
Og pludselig gik det op for mig hvad det handlede om …
Det handler om tillid og en fælles kollektiv energi eller flow, som alle er en del af.

Trafikanterne meddeler sig hele tiden til hinanden – de gør tegn med arme, hoved eller hånd – de dytter og det betyder forskelligt om man dytter 1-2 eller 3 gange og på den måde har de et rigt kommunikationsmiddel som er usynligt for vesterlændinge.
Det er fascinerende at iagttage, hvordan trafikanterne snor sig ud og ind mellem hinanden, der køres frem, hvor der ikke er plads og alligevel er der netop plads – det er en indforståethed, som er svær for mig som dansker at forstå.

Som jeg sidder der i bussen og betragter alle de mennesker og dyr som snor sig ud og ind mellem hinanden i trafikken, opleves det som en stor organisme, som bevæger sig frem i en slags indforstået dans.

Næste dag da jeg skal ud i trafikken – trækker jeg vejret dybt – og tænker at nu vil jeg opføre mig som en inder, og det betyder at jeg bevæger mig tillidsfuldt ud på gaden – og jeg mærker for første gang i Indien, at jeg ikke bliver grebet af panik, men forcerer gaden, som den letteste sag i verden.

Siden den dag er jeg helt tryg ved de måde Inderne kører på..